Topmenu

Hvorfor fokusere på forretningsmodellen?

De første ti år af det nye årtusind er ordet innovation formentlig blevet brugt flere gange end i de 2000 år der gik forud. Desværre har fokus været på ting, teknologi og løsninger, og med begejstringen for innovation har man undertiden kunnet frygte, at problemer blev den knappe faktor 🙂

Men ingen idé er bedre end den forretning man bygger op omkring den, og derfor er forståelsen af forretningsmodeller og evnen til at sætte de rigtige brikker sammen i virkeligheden mindst lige så vigtig som selve det produkt eller den løsning, man har udtænkt.

Innovation uden forståelse af forretningsmodeller er som at satse massivt på udvikling af idrætstalenter uden samtidig at investere i træningsfaciliteter, trænere og rejser til vigtige turneringer.

At man overhovedet er begyndt at tale så meget om forretningsmodeller skyldes i høj grad, at mange investorer tabte millioner og atter millioner i den rus der omgærdede de webbaserede forretningsidéer i slutningen af 90’ernes USA – den såkaldte .com-boble, der brast med et blop. Man hældte millioner i en lind strøm i virksomheder, der ikke genererede indtægter, men muligvis havde en masse besøgende.

Brændt barn skyr ilden, så siden dengang er især investorer begyndt at spørge betydeligt mere kritisk til forretningsmodellen – altså hvordan tjener I penge?

Det er imidlertid ikke kun internetbaserede forretninger, der har problemer med forretningsmodellen. Musikbranchen har ligget underdrejet, men er ved at finde sin plads i den nye webvirkelighed, mens dagbladene kæmper en dødskamp for at finde en model, der er profitabel.

Og sådan er en foranderlig verden med til hele tiden at ændre forretningsvilkårene i mange brancher – tænk bare på de seneste årtiers udflytning af produktion til Kina og antallet af øseurpæiske nummerplader omkring danske byggepladser.

At arbejde fleksibelt med forretningsmodellen handler om at kunne pille hele puslespillet fra hinanden og sætte det sammen på en ny måde, så motivet passer til den virkelighed, som virksomheden skal konkurrere i.

No comments yet.

Skriv et svar

Powered by WordPress. Designed by WooThemes